Foto: Copyright Knepp Wildland

Foto: Copyright Knepp Wildland

Foto: Copyright Knepp Wildland

Velkommen TIL
Kattrup Vildnis

Et stort, vildt, naturområde på Vestsjælland.

Vi har i generationer dyrket jorden på Kattrup Gods efter konventionelle mark- og skovdriftsprincipper, men ønsker nu at sætte en ny kurs for området i respekt for stedets historie og særpræg.

Kattrup Vildnis vil i løbet af en kort årrække byde på vild natur med hjemmehørende græssende dyr på de tidligere markarealer, skove og enge, der tilsammen udgør et fantastisk naturområde. 

Kattrup Vildnis vil udgøre ca. 900 hektar ud af godsets samlede areal på 1.000 hektar. 

Beslutningen om ’vildnis’ skal ikke ses som en afvikling af vores landbrug, men derimod som en udvikling af et ekstensivt og klimavenligt landbrug, der øger biodiversiteten og optimerer mængden af jordbundet CO2.  

En meget væsentlig faktor i at genskabe vild natur på Kattrup bliver store hjemmehørende dyr, såsom kronvildt, dåvildt, og vildsvin. De skal gå vildt og skabe naturpleje, der sikrer, at arealerne ikke vokser til, men derimod blomstrer og skaber liv til flora, fauna og funga.

Velkommen til Kattrup Vildnis.

Adgang til Kattrup Vildnis

Kattrup Vildnis er under etablering, men er i princippet allerede åbent for besøgende.

Kattrup Vildnis er et privatejet område, og udgangspunktet for adgangen til naturområdet er, at der er den samme adgang for gæster, som der er i dag. 

Vi ønsker, at alle skal have adgang til unikke, personlige oplevelser i naturen, og vi opfordrer til, at man bruger naturen på en måde, så man forstyrrer mindst muligt. 

Kig forbi. Vi har allerede nu forslag til vandreture i Kattrup Vildnis, som starter ved traktørstedet Strids Mølle (Åvej 2, 4470 Svebølle), hvor der også kan parkeres. 

Kort

Som aftalt til orienteringsmøderne omkring Kattrup Vildnis offentliggøres hermed det planlagte projektområde, som der bliver ansøgt ud fra. 

Overordnet set kommer Kattrup Vildnis til at udgøre et fantastisk naturområde med en række forskellige naturtyper, fra det kuperede randmorænelandskab i det sydøstlige hjørne til lavmoseområdet ved den nordlige del af Lille Åmose.

Den planlagte hegnslinje er fastlagt på baggrund af forskellige hensyn såsom naturtypernes græsningsbehov, hegnets landskabelige påvirkning, hjortevildtets vandring uden for hegnet samt terrænets tilgængelighed.

kortet er der symboler for færiste (suppleret med klaplåger og hestevognsporte), der etableres ved de to offentlige veje igennem området. De private grusveje bliver forsynet med klaplåger til gående og porte til blandt andet godsets arbejdskørsel. Klaplåger, hestevognsporte samt færiste etableres for at sikre offentlighedens fortsatte adgang til området.

Ved spørgsmål er I velkommen til at skrive til info@kattrupvildnis.dk

Kattrup Vildnis

Tids­plan

^
2021
  • Offentliggørelse af etablingen af Kattrup Vildnis, maj.
  • Offentligt nabomøde
    (Strids Mølle, 2. juni).
  • Offentligt nabomøde (Buerup Forsamlingshus, 8. september).
  • Offentligt nabomøde (Buerup Forsamlingshus, 5. oktober).
  • Følgegruppen for Kattrup Vildnis etableres med deltagelse af Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Naturpark Åmosen og en lokal repræsentant. 
    ^
    2022
    • Baseline-undersøgelse af naturens tilstand før etablering af Kattrup Vildnis ved Aarhus Universitet, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening.

    • Indhentning af diverse myndighedsgodkendelser påbegyndes.

    • Deltagelse i ca. 10 forskellige møder i lokale foreninger med præsentation af naturprojektet.

    • Møder med direkte naboer ved deres ejendom.

    • Offentligt nabomøde
      (Strids Mølle, 1. juni).
      ^
      2023-24
      • Dræn på området nedlægges, så den naturlige hydrologi reetableres.

      • Offentligt orienteringsmøde
        (Strids Mølle, planlægges). 

      • Ydre hegning(med færiste, porte og låger) af Kattrup Vildnis påbegyndes.

      • Hjortevildtet i Kattrup Vildnis suppleres med andre dyr.

        FAQ – Hyppigt stillede spørgsmål 

        Her kan du finde svar på de ofte stillede spørgsmål om Kattrup Vildnis

        Hvad er formålet med Kattrup Vildnis?

        Kattrup Vildnis er en anden måde at anvende jorden på.

        Kattrup Vildnis bliver et vildt naturområde, hvor store græssende dyr skaber et sammenhængende naturområde, der bidrager positivt til hele økosystemet og derved genskaber gode betingelser for flora, fauna og fungi.

        Hvor stort bliver Kattrup Vildnis?

        Kattrup Vildnis bliver som udgangspunkt på ca. 900 hektar, dvs. godt 1.350 fodboldbaner.

        Er Kattrup Vildnis en ny dyrepark?

        Nej. Kattrup Vildnis er en del af Kattrup Gods, hvor en del af landbrugs- og skovdriften omlægges til vild natur med hjemmehørende græssende dyr. Fokus for Kattrup Vildnis er den fantastiske natur i sin helhed, hvor dyrene er en vigtig del af økosystemet.

        I vil indhegne området - kan naturen ikke bare komme af sig selv?

        Nej, desværre ikke.
        Før vi kan etablere et yderhegn, fjerner vi 27 km interne hegn, som så skaber et stort, sammenhængende naturområde.
        Vi indhegner området, da de store dyr er forudsætningen for at skabe et system, hvor de helårsgræssende dyr skaber den rette naturpleje på alle årstider.

        Hvilke vilde dyr vil kunne passere gennem hegnet?

        Alle dyr mindre end råvildt vil kunne passere hegnet og der vil også blive lavet faunapassager til disse.

        I hvilken rækkefølge vil I tilføre dyr?

        Det er svært at sige helt præcist på nuværende tidspunkt. Vi begynder med hjortevildtet, som allerede er i området. Herfra vurderer vi, hvad den næste art bliver ud fra naturtilstand, men fokus vil være på en langsom og enkeltvis introduktion af dyrearter.

        Når der kommer et højt hegn rundt om Kattrup Vildnis, så vil det hindre de vilde hjortes frie færdsel igennem området, og det er mange jægere utilfredse med. Kan I ikke komme dem i møde, og sætte et lavt hegn i stedet?

        Det er korrekt, at hjortevildtets færdsel vil blive påvirket. Hjortevildtet vil opfatte det høje hegn ligesom f.eks. en sø, som de ikke har adgang til. Al erfaring viser, at dyrene vil finde nye veksler. Fra andre hegnede naturområder har man set mere hjortevildt uden for de hegnede områder end før. Den frie bevægelighed vil udelukkende blive reduceret for tre almindelige arter (rå-, då- og krondyr), og til gengæld vil hegnet give mulighed for introduktion af fire helt nye arter af store planteædere, der kan skabe forbedrede levesteder for et utal af andre tilknyttede arter (flora, fauna og funga). Kattrup Vildnis handler ikke om at tilgodese de tre nævnte arter, men om at øge hele områdets biodiversitet, dvs. vores fokus er på alle områdets ca. 20.000 arter, hvor ambitionen er, at alle får stor gavn af og får nye levesteder i området.

        Hvem ejer Kattrup Vildnis?

        Det gør Anders og Iben Møller, som har ejet Kattrup Gods siden 2007. De er 4. generation på godset.

        Hvor store offentlige tilskud indgår der i etableringen af Kattrup Vildnis?

        Der er omkostninger forbundet med etableringen, men finansieringen er primært vores egen. Kattrup Vildnis er et privat naturprojekt, hvor vi har valgt at investere i området. Vi ønsker at sætte en ny kurs for godsets områder i respekt for stedets historie og særpræg. Vi får i dag EU-tilskud til landbrugsarealer ligesom andre landmænd, men vi ved ikke, hvordan det ser ud fremover, da rammerne ændres i disse år. På nuværende tidspunkt er der fx ikke støttemuligheder til hegn, så denne investering finansierer vi selv.

        Hvor mange dyr skal der være af de enkelte arter på området?

        Princippet i Kattrup Vildnis er, at vi har en konservativ tilgang til antallet af dyr. Det vigtigste er, at de dyr vi har i området trives. 

        Vi begynder med en hjortevildt-bestand, og gradvis indfører vi flere dyrearter. Hvilke arter der kommer først ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

        Findes der lignende områder som Kattrup Vildnis?

        Ja. I England er der Knepp Castle Estate, som påbegyndte deres forvildningsproces for 20 år siden, og de har været en inspiration for Kattrup Vildnis.
        Knepp er forvandlet til et naturområde, der summer af liv i alle dele af økosystemet ved at give kontrollen tilbage til naturen og lade store græssende dyr varetage naturplejen.

        Kritikere af Kattrup Vildnis frygter, at Kattrup Vildnis vil skabe præcedens til mange flere private ”vildnis” og private dyrehaver. Deler I den opfattelse?

        Formålet med Kattrup Vildnis er ikke at skabe en ’dyrehave’. Formålet er at skabe mere biodiversitet, som vi mener der er brug for. Det er vores udgangspunkt. Hvad andre gør er deres beslutning. Vi udvikler Kattrup Vildnis på en seriøs og grundig måde. Vi har brugt mange ressourcer og inddraget eksperter, så vi ved, at etableringen sker på den fagligt rigtige måde. Vi anerkender, at ikke alle er enige, men det er vores tilgang til dette naturprojekt. Vi anerkender også, at nogle mener, der ikke skal ske ændringer på vores område. Det synes vi er ærgerligt, men vi tager gerne debatten. Formålet er at gøre det bedste for at skabe et fantastisk naturprojekt.

        Når Kattrup Vildnis er etableret, vil området så lovmæssigt blive betegnet som et landbrug eller vil det få en anden lovmæssig betegnelse?

        Kattrup Vildnis vil stadig være et landbrug og hører under dansk lovgivning. Beslutningen om ’vildnis’ skal ikke ses som en afvikling af vores landbrug, men derimod som en udvikling af et ekstensivt og klimavenligt landbrug, der øger biodiversiteten og optimerer mængden af jordbundet CO2, og her spiller store hjemmehørende dyr, en vigtig rolle i at skabe liv til flora, fauna og funga.

        Hvem skal føre tilsyn med dyrene?

        Det er Kattrup Vildnis, der har ansvaret for dyrene på området. Vores fokus er, at de dyr vi har i området trives. Kattrup Gods er, som alle andre landbrug, underlagt myndighedskontrol. Der vil være tilsyn med dyrene og en dyrlæge vil være tilknyttet naturprojektet.

        Hvordan sikrer I, at dyrene er I god foder stand?

        Vi har stort fokus på dyrevelfærd. Vi har valgt at etablere Kattrup Vildnis, et stort, vildt, naturområde på Vestsjælland, for at gøre noget godt for naturen. Vi har valgt en proaktiv forvaltning, hvor vi i god tid regulerer antallet af dyr, således der ikke kommer for store bestande og udsving af bestandene.
        Ud over at regulere, så vil vi også, hvis det bliver nødvendigt, søge om ret til at fodre, ved for eksempel en meget hård vinter.
        Til formålet udarbejdes også et overvågningsprogram med en systematisk monitering af dyrenes trivsel for at sikre relevant opfølgning efter behov.

        Vil der være jagt i Kattrup Vildnis?

        Ja. Vi vil regulere antallet af dyr løbende, så vi sikrer, at populationen ikke bliver for stor. De dyr der nedlægges i området, vil indgå i produktionen af højkvalitetsprodukter fra traktørstedet Strids Mølle.

        Hvor mange dyr skal der være af de enkelte arter på området?

        Princippet i Kattrup Vildnis er, at vi har en konservativ tilgang til antallet af dyr. Det vigtigste er, at de dyr vi har i området trives.
        Vi begynder med en hjortevildt-bestand, og gradvis indfører vi flere dyrearter. Hvilke arter der kommer først ved vi ikke med sikkerhed på nuværende tidspunkt.

        Behøver man store helårsgræssende dyr?

        Ja, vi behøver de store vilde hjemmehørende dyr, da de er en meget væsentlig faktor i at genskabe vild natur på Kattrup. Dyrene har alle forskellige egenskaber, men fælles er, at de skal gå og skabe naturplejen, der sikrer, at vores arealer ikke vokser til, men derimod blomstrer og skaber liv til fugle og insekter.

        Både Hallebyorevej og Kattrupvej går igennem vildnisset, og dermed kan man risikere at møde større dyr på vejen, hvis man går på vejen. Vil dyrene ikke være farlige – fx for børn?

        Vi forstår godt bekymringen, men erfaringen fra andre steder i Danmark viser, at der meget sjældent er problemer med dyrene.
        I Dyrehaven ved København fodres hjortevildtet og dermed er der en større dyretæthed end man vil opleve i Kattrup Vildnis. På trods af de mange store dyr færdes rigtig mange besøgende i dyrehaven uden problemer.
        I mere sammenlignelige områder, som Klelund og Lille Vildmose er der de samme dyrearter, som vi vil indsætte i Kattrup Vildnis, og disse steder har besøgende heller ikke oplevet gener med dyrene.

        Vil der ikke være en stor risiko for at køre ind i de store dyr, når man kører igennem Kattrup Vildnis?

        Vi mener ikke, at etableringen af Kattrup Vildnis øger risikoen for påkørsel af vildt i nævneværdig grad. Der er allerede i dag en risiko for, at større hjortevildt krydser vejene. Det gælder både i Kattrup Vildnis og udenfor området, hvor der også er hjortevildt.
        For at minimere risikoen, vil der blive søgt om hastighedsnedsættelse på de offentlige veje gennem naturområdet, og det vil skabe bedre trafiksikkerhed også udenfor området. Vi har noteret os, at det har været et ønske af lokale beboere gennem mange år, og nu bliver det forhåbentligt gennemført.

        I planlægger at etablere færiste fire steder i Kattrup Vildnis. Over Hallebyorevej og over Kattrupvej. Kan færiste overhovedet holde hjorte og vildsvin indenfor området? Er der ikke risiko for, at dyrene løber ud af området, og ud på de store veje og er skyld i ulykker?

        Færiste er en gennemprøvet løsning, og er meget effektiv til at holde dyr inde.
        I Danmark er der stor erfaring i hhv. Klelund Dyrehave og Lille Vildmose, hvor der er offentlige veje med færiste. Her har der så vidt vides ikke været uheld med større dyr siden deres etablering i henholdsvis 2010 og 2015.
        Lokalt er der offentlige veje igennem Eskebjerg Vesterlyng, der har været fredet siden 1945, hvor der græsser kvæg, og der har man heller ikke oplevet problemer med trafikken.

        Må man stadig ride på Kattrups område?

        Vi er en løbende og konstruktiv dialog med de lokale hesteejere om, hvordan reglerne for området bliver udformet. Dialogen har bl.a. ført til, at der etableres en riderute mellem Kattrupvej og Hallebyorevej, så man får en let adgang mellem de to veje.

        Naturbeskyttelsesloven siger, at man må gå og cykle på alle egnede veje og stier. Vil dette også gælde i fremtiden indenfor Kattrup Vildnis?

        Ja, Der vil være samme lovlige adgang til området som i dag.
        Der vil komme ca. 16 indgange – og udgange – til området, så der vil være rig lejlighed til at opleve Kattrup Vildnis på veje og stier.

        Hvem sikrer, at naturen udvikler sig i den rigtige retning, når Kattrup Vildnis etableres?

        Kattrup Vildnis udfører baselineundersøgelser i samarbejde med botanikere fra Danmarks Naturfredningsforening, biologer fra Kalundborg Kommune og ornitologer fra Dansk Ornitologisk Forening. Derudover er vi ved at lave et overvågningsprogram i samarbejde med Aarhus Universitet, så man samler relevant forskning og dokumentation omkring naturprojektet.

        Hvordan vil etableringen af Kattrup Vildnis påvirke ejendomsværdien for naboejendommene? Vil værdien blive forringet eller forhøjet?

        Det er vores klare vurdering, at etableringen af Kattrup Vildnis vil være et aktiv for hele lokalsamfundet. Vi har set en positiv udvikling for området, da vi etablerede Strids Mølle, og det er forventningen, at Kattrup Vildnis vil styrke dette. Når man generelt kigger på andre naturprojekter i Danmark og udlandet, så er det meget attraktivt at bo i eller i nærheden af naturprojekter. I New Forest, som er et stort gammelt naturområde i det sydlige England, er ejendomspriserne dobbelt så høje som landsgennemsnittet.

        Kontakt

        Vi vil løbende opdatere hjemmesiden, når der sker nyt, men har du spørgsmål
        eller kommentarer, så kan du skrive til Kattrup Vildnis på info@kattrupvildnis.dk